Radioens historie

I 1983 blev der givet tilladelse til at oprette lokalradioer. 1. december sendte Christianshavns Kanal for første gang fra et studie i Christianshavns Beboerhus.

I november 2019, fortalte flere af de centrale kræfter, der stod bag etableringen af radioen, om de første år. Det fandt sted i forbindelse med, at en lang række gamle udsendelser er blevet digitaliseret til eftertiden. Til stede var Jane Lytthans, Britta Krogh-Lund og Svend Nørgaard, der ikke alene huskede tilbage på de første famlende, men også meget kreative år. De afspillede ligeledes bidder fra daværende redaktioner som Natradio, Klar Scene, Radio Rod, Radio Rynke, Torsdagskassen, Kultur & Miljø, Kanalkalenderen, Strejkeradio mv.

Christianshavns Kvarter var til stede med et videokamera ved foredraget.

Flere af de omtalte udsendelser kan man høre via dette link, Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv har modtaget omkring 1000 timers radio fra 1983 til 1995 fra Christianshavns Kanal. Såkaldte sladrebånd, som forskellige redaktioner optog, hver gang de var i æteren. Det er et lovkrav at optage programmerne, hvis der skulle opstå tvister om udtalelser i de enkelte udsendelser. Digitaliseringen af de gamle optagelser er blevet støttet af Christianshavns Lokaludvalg.

På Christianshavns Kanal levede redaktionerne op til én af lokalradioernes vigtigste funktioner: At fremme nærdemokratiet. Op mod kommunevalget i 1985 var en lokalpolitiker fra Danmarks Kommunistiske Parti forbi for at fortælle om blandt andet partiets boligpolitik og hvor meget indflydelse bystyret i de enkelte bydele skulle have. Der kom også en bredside mod Socialistisk Folkeparti. Det kunne en kandidat fra SF, der havde lyttet til udsendelsen hjemme, ikke lade sidde overhørig, så uden overtøj og i sandaler begav han sig til Christianshavns Beboerhus, hvor han i samme udsendelse, fik lov at svare på udfaldet fra DKP. I dag foregår mange af sådanne politiske diskussioner på de sociale medier. Det politiske er ikke så meget i højsædet på kanalen længere. Til gengæld dækker vi ikke alene det lokale kulturliv, men hele byens kulturliv.

Mange redaktioner er kommet og gået gennem årene. Radio Bluestime, der har sendt siden 1985, er her dog endnu. I 2010 fejrede bluesredaktionen 25 års-jubilæum. Amager Bladet bragte i den anledning et interview med Kim ’Jesus’ Henriksen, hvor der blev set tilbage på dagene i firserne:

Sølvbryllupsblues i æteren

Af Hanne Bjørton

Tirsdag 23. februar 2010

Jubilæum: For 25 år siden sendte en gruppe unge blues-fans med Kim ’Jesus’ Henriksen i spidsen for første gang musikprogrammet Bluestime ud i æteren på Christianshavns Kanal 1983 var året, hvor lokalradioer blev sendt i æteren overalt i landet, også på Christianshavn, hvor lokalradioen selvfølgelig fik navnet Christianshavns Kanal. 14-15 måneder senere i starten af 1985, fik Kim ’Jesus’ Henriksen den idé at sende et program i luften på christianshavnerkanalen med blues som omdrejningspunkt.

”Der manglede noget bluesmusik i radioen, og allerede i 1988 blev vi kåret til den mest lyttede program på kanalen. Der har altid været lyttere til blues, men i de år gik det hen og blev meget populært. Navnlig Gary Moore slog igennem, og fyldt også 10-øren ved en koncert” siger Kim ’Jesus’ Henriksen.

Rollen som radiovært kastede af og til interview med spændende og verdenskendte bluesfolk af sig – Kim mindes særlig én. ”Robert Cray, der har turneret med Eric Clapton, spillede på Roskilde Festival, og det var rigtigt svært at få et interview med ham, fordi han var meget efterspurgt af pressen. Da det alligevel lykkedes, viste det sig, at han var en rigtig sød fyr, der bød velkommen og hentede cola til mig. På radioen havde vi nærmest et helt Robert Cray-hjørne i vores program, hvor vi spillede numre af ham. Han er en fornyer af bluesmusikken, og det er et af de interview, jeg var mest stolt af” fortæller Kim. Sammen med andre af Bluestimes radioværter, spillede Kim i et band, der hed…Bluestime: 

”Det var Stefan Moulvad, der i dag spiller med Sandmen, Peter Petersen, der siden blev forsanger i Christianshavns Bluesband, Jesper Tejstø og mig. Vi hed det samme som radioprogrammet og havde sådan et slogan: ’Dit band, din radio’ – vi promoverede måske os selv lidt voldsomt på det”, griner Kim. 

Bandet spillede sammen i et par år dengang.

”Men nu starter vi op igen”, fortæller Kim.

I dag er det andre værter, som sidder bag pulten på programmet Bluestime. Men på jubilæumsdagen 15. februar var de gamle værter fra midtfirserne i studiet og spille plader, fortælle højdepunkter fra pionertiden og fortælle om deres egne musikalske videre færd i forskellige bands.

”Jeg er da stolt af, at det barn vi fødte dengang, stadig eksisterer” siger Kim. 

I radioens meget lille billedarkiv, ligger der et foto af én af bluesmusikkens mesterguitarister, The Beale Street Blues Boy eller bare BB King. Bagpå står årstallet 1997. Om Radio Bluestime har interviewet ham fortæller billedet dog intet om.

I 1990érne kom der nye redaktioner til, såsom Radio Botan (der var en kurdisk redaktion), Bosnisk Radio, Nyt Fra Rådhuset, Ulandsredaktionen, Grøn Radio, Økologisk Radio, Fru Jensens Arabiske Naboer, Disko-Sleeve, Ung På Øen og Mod Strømmen.

Et tilbagevendende spørgsmål har været om stationen er i luften. Med andre ord, når vi ud til lytterne, når vi sender live? I mange år havde vi en nøgleboks stående i studiet, hvor man fysisk skulle dreje nøglen for at skifte mellem radiostationerne i sendesamvirket. Når lampen på boksen lyste rødt, var vi i æteren. Det skete mange gange, at stationerne ikke huskede at dreje nøglen. Det vil sige, hvis vi på Christianshavn glemte at dreje nøglen, så kunne Radio Vesterbro ikke komme på FM-båndet. Og vice versa. Som nævnt er eksemplerne mange. Et af de sjovere er fra ungdomsredaktionen Radio Rynke. I 1992 har de i en logbog, som de forskellige redaktioner på Christianshavn Kanal brugte til at kommunikere med hinanden, skrevet følgende:

I dag er problemet af digital karakter. Overgangene mellem stationerne foregår automatisk. Men det kan alligevel hænde, at sendesamvirkets computer, der er installeret i forbindelse med sendemasten på toppen af Rigshospitalet, kan være gået ned eller de link, vi bruger når vi streamer direkte af eller-anden-grund ikke virker. 

I begyndelsen var Christianshavns Kanal i sendesamvirke med Sokkelund Radio, Radio Rosa, og Radio Vesterbro. Af disse er det kun Radio Vesterbro og herværende station, der sender endnu. I dag består Sendesamvirket 98,9 Mhz af Radio Karen, Radio Vesterbro og Christianshavns Kanal. Vi deler døgnets 24 timer på FM-frekvensen mellem os.